Anden rundskrivelse

Indbydelse til konference om

deskriptiv og præskriptiv leksikografi

– et arrangement som kombinerer:

18. Konference om Leksikografi i Norden Nordisk Sprogmøde 2025

Arrangeret af:

Nordisk Forening for Leksikografi Netværket for Sprognævnene i Norden

i samarbejde med Dansk Sprognævn.

Den 21.-23. maj 2025 afholdes konference og sprogmøde i Vejle i Danmark. Temaet er deskriptiv og præskriptiv leksikografi. Konferencen/sprogmødet arrangeres som et samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordisk Forening for Leksikografi.

Konferencen vil finde sted i Vejle – ikke i Odense som tidligere oplyst. Vi beklager flytningen, men intet sted i Odense har kunnet stille de nødvendige faciliteter til rådighed.

Vi inviterer nu til indsendelse af abstracts (foredrag eller posterpræsentationer) som fokuserer på deskriptiv og præskriptiv leksikografi. Andre emner inden for leksikografi i teori og praksis er også velkomne.

Efter konferencen vil alle deltagere have mulighed for at indsende et skriftligt bidrag som kan blive publiceret i en af to publikationer, enten Nordiske Studier i Leksikografi eller Sprog i Norden.

Abstracts

Vi opfordrer til indsendelse af abstracts (mellem 4. september og 18. oktober 2024) inden for alt som vedrører leksikografisk teori og praksis, gerne inden for konferencens hovedtema (deskriptiv og præskriptiv leksikografi) og følgende emner:

  • deskriptiv leksikografi: principper, metoder og praksis
  • præskriptiv leksikografi: normering i fx sprogpolitik og uddannelse
  • AI og store sprogmodeller: brug i deskriptiv og præskriptiv leksikografi
  • historisk leksikografi: analyse af leksikalske ændringer
  • nye ord: fra beskrivelse til publicering
  • dialekter og de små sprog i Norden: deskriptive og præskriptive elementer
  • kønnet sprog: håndtering af dette i ordbøgers opslag og eksempler og i sproglig rådgivning

Vi inviterer alle interesserede til at tilmelde foredrag og posters til konferencen ved at indsende abstracts. Udfyld formularen på https://nfl-nsn2025.dsn.dk/indsendelse-af-abstract/ for at indsende et abstract. Det må være på maksimum 300 ord, eksklusive referencer. Fristen for indsendelse er den 18. oktober.

I formularen beder vi dig afkrydse om bidraget er et foredrag eller en posterpræsentation. Tidsrammen for foredragene er 20 minutter efterfulgt af 5 minutters spørgsmål og diskussion.

Sted

Konferencen afholdes i DGI Huset i Vejle (https://www.dgihusetvejle.dk).

Vi har opnået rabatter på disse hoteller i Vejle (hver deltager sørger selv for hotelbooking – dette gælder dog ikke for deltagerne fra Netværket for Sprognævnene i Norden):

Zleep Hotel Vejle – 15 %’s rabat på dagspriser ved brug af enten dette link eller flg. rabatkode: PRP07.

BB-Hotel Vejle Park – 10 %’s rabat ved booking af mindst tre overnatninger i perioden 20.-23. maj ved brug af bookingkoden ”videnskab” på deres hjemmeside.

Cabinn Vejle – 10 %’s rabat på værelsespriserne ved brug af koden ”DSN10” når man booker værelse via hotellets hjemmeside. OBS: Koden skal skrives i feltet ”Bookingkode” inden man trykker på ”Søg værelse”.

Vi arbejder løbende på at opnå rabatter på flere hoteller, så tjek konferencens hjemmeside før du booker.

Vi anbefaler at deltagere booker overnatning i Vejle i god tid. Vi kan kun beklage hvis man allerede har booket hotel i Odense.

Vejle ligger i øvrigt tæt på Billund Lufthavn, så hvis man rejser med fly, er det værd at overveje denne lufthavn i stedet for lufthavnene i København eller Aarhus.

Program

Med forbehold for ændringer bliver programmet som følger:

  • tirsdag 20. maj: kl. 14-18: møde i NSN (ikke en del af konferencen)
  • onsdag 21. maj: kl. 9-17: konference; 19-: frivilligt socialt program
  • torsdag 22. maj: kl. 9-16: konference; 18-23: gallamiddag
  • fredag 23. maj: kl. 9-10: NFL-generalforsamling; 10-13: konference og frokost.

Vigtige datoer

  • marts 2024: 1. rundskrivelse rundsendes
  • 4. september 2024: 2. rundskrivelse (dette dokument) rundsendes med call for papers (abstracts kan nu indsendes)
  • 18. oktober 2024: deadline for abstracts
  • 1. februar 2025: besked om accept af foredrag/posterpræsentation
  • 15. februar 2025: 3. rundskrivelse
  • 1. marts 2025: frist for tilmelding og betaling af konferencegebyr
  • 21.-23. maj 2025: konference
  • oktober 2025: sidste frist for indlevering af artikler.

Yderligere information

Mere information vil følge i den næste rundskrivelse og på hjemmesiden. Hvis du har spørgsmål, bedes du kontakte os på: konf2025@dsn.dk.

Konferencens hjemmeside er https://nfl-nsn2025.dsn.dk.

Vi ser frem til en spændende konference og til at byde dig velkommen i Vejle!

 

Med venlig hilsen

På vegne af konferencekomiteen

Marianne Rathje (Netværket for Sprognævnene i Norden)

   og

Thomas Widmann (Nordisk Forening for Leksikografi)